Vandsport, aktiv familieferie i Øhavet, 4 dg.

Intro:
Slip din indre vandhund fri og tag familien med ud og skab ægte minder, langt væk fra Playstations, pc og Ipads, i Det Sydfynske Øhav. Bliv dus med livet over og under vandet, og oplev Øhavets små hemmeligheder. Miniferien er en fantastisk mulighed for at nyde sjove og spændende vandsportsaktiviteter hele familien sammen eller bedsteforældre og børnebørn. Foregår i skoleferien. 

Slip din indre vandhund fri og få en skøn, tryg og anderledes ferie med kajak, SUP & snorkel!

Indhold
Drop de klimauvenlige flyveture og tag på miniferie i Øhavet. Her får I en god introduktion til et udvalg af vandsport som kajak, Stand Up Paddleboard (SUP) og snorkling/undervandsjagt, sikkerhed i havet, vandleg, opførsel i naturen og hygge og venskaber. For forældre og bedsteforældre og børn fra 10 år og op. Vi starter ud fra basen på Vindebyøre, inderst i Svendborgsund, hvor der er optimale for en god start i trygge omgivelser til at opleve:

  • Kajaksjov 
  • Stand-Up-Paddleboards/SUP 
  • Snorkel og livet under vandet 
  • Mad over bål 
  • Vandhygge og ud i naturen
  • Nærvær, samvær  og venskaber

Program
Den første dag bliver vi fortrolige med vandet, kajakkerne og lærer hinanden godt at kende. Vi lærer om og prøver nødvendige teknikker og redningsøvelser, hører om typer af kajaksport, og hvad der skal til for at kunne ro ud i det blå sammen og stadig føle sig tryg.

På dag to skal vi ud og teste SUP’erne; noget der er blevet mere og mere populært gennem de seneste år. Det er en super god måde at komme ud på vandet sammen, hele familien, og er oplagt for alle, om man er til leg, sjov eller om man har fokus på at styrke hele sin fysik og balanceevne. Vi får en grundig indføring i teknikker og metoder til skæg og sikker paddelaktivitet.  

På tredjedagen skal vi ud med snorkel og prøve at fange vores egen aftensmad! Alle kan være med her, og sikkerheden er i top, når vi bevæger os ud i vandet på jagt efter eventyr under vandoverfladen. Øhavet er et stort oversvømmet istidslandskab, på vej til at blive UNESCO Geopark, og snorkling er en sjov og fed måde at opleve det fantastiske liv, der findes her under vandets overflade. 

Sidste dag tager igen ud i kajakkerne og ud i Øhavet. Her er 55 øer og holme, og vi vil besøge et par af dem, spiser frokost og is og finder måske tid til lidt badning fra stranden. Vi tanker rygsækken fuld af gode oplevelser og minder, inden vi vender retur til campen og siger farvel for denne gang.  

Oplev ekstra!!
Som noget helt nyt har vi i år også fået arrangeret ekstra oplevelser, som øl- og sodavandssmagning fra de lokale bryghuse eller en solnedgangstur i RIB-båd ud i Øhavet med Nicolai selv. Disse ture kan varmt anbefales og kan bookes både ved bestilling af selve miniferien eller ved ankomsten. 

Forudsætninger
Det kræver ikke nogen forkundskaber at deltage på miniferien, men børn skal være min. 10 år og kunne svømme. Alt udstyr låner du af Nicus Nature, og skulle du have lyst at købe udstyr med hjem efter kurset, får du naturligvis 10% i rabat på tilbehør (kun til miniferie-deltagere). 

Praktisk
Miniferien kan bookes som basis-model, hvor du selv har telt med (tipi og/eller hængekøje kan lejes, også pr. nat, hvis du vil prøve at sove ude fx en enkelt nat) eller som en plus- eller deluxe udgave med henholdsvis hytte eller B&B/hotel.

Alle måltider (undtagen aftensmad dag 2 – som kan tilkøbes – og dag 4) sørger Nicus Nature for. Det bliver lækker, sund og frisklavet mad, gerne lokalt og økologisk, og det forventes at alle hjælper hinanden med tilberedningen og oprydningen.

Transport til og fra campen står man selv for, men afhentning på Svendborg Station kan arrangeres. Campingafgifter er ikke en del af prisen på campen.