Vandsport – aktiv miniferie i Øhavet, 4 dg.

Intro:
Kom til Det Sydfynske Øhav, snart UNESCO Geopark, og nyd fire dage væk fra hverdagens travlhed. Her er dagene dine, og det er ægte ”staycation”, når det er bedst, hvor naturen og vandet får dig til at glemme hverdagens stress og jag!

“Staycation” mellem Ø og vand – intro til kajak, SUP og snorkel/uv-jagt i Det Sydfynske Øhav!

Indhold
Miniferien her giver dig en god introduktion til et udvalg af vandsport som kajak, Stand Up Paddleboard (SUP) og snorkling/undervandsjagt. Der er plads til alle, og disse fire dage er optimale til den kortere ferie, til afstresning ved vand og i naturen, til hygge, fordybelse og latter. Vi starter ud fra Nicus Natures base på Vindebyøre, inderst i Svendborgsund, i gode trygge omgivelser og skal opleve:

  • Morgenyoga ved Svendborgsund
  • Kajak 
  • Stand Up Paddleboard/SUP 
  • Snorkel/uv-jagt
  • Ture i Øhavet og Geopark, Det Sydfynske Øhav 
  • Bålmad og grillhygge 
  • Solnedgange og venskaber 
  • Naturen og vandet i Det Sydfynske Øhav

Program
Vi koncentrerer os den første dag om at få en tryg start på vandet i kajakkerne. Her lærer du alle nødvendige teknikker og redningsøvelser, hører om turplanlægning og risikovurdering, og bliver rustet til ture ud i det blå.

På dag to tester vi, hvad vi har lært, og tager på togt i Øhavet.  Her er 55 øer og holme, og et par af dem vil vi besøge på denne dagstur. At opleve livet og idyllen på eksempelvis Hjortø eller Birkholm, mens vi spiser kage og drikker kaffe i haven, er en oplevelse helt for sig selv.

På tredjedagen skal vi ud med snorkel og prøve at fange vores egen aftensmad. Øhavet er et oversvømmet istidslandskab, og snorkling er en enestående måde at opleve det fantastiske liv, der findes her under vandets overflade.

Den sidste dag tager vi ud med på SUP’erne, og får en grundig indføring i teknikker og metoder til sjov og sikker paddelaktivitet. Måske kan vi endda nå en tur langs kysten, inden vi sidst på eftermiddagen siger farvel og tak for denne gang.

Oplev ekstra!!
Som noget helt nyt vil vi i år arrangeret ekstra oplevelser, som ølsmagning fra de lokale bryghuse eller en solnedgangstur i RIB-båd ud i Øhavet med Nicolai selv.

Forudsætninger
Det kræver ikke nogen forkundskaber at deltage på miniferien, dog skal du være fyldt 18 år. Alt udstyr låner du af Nicus Nature.

Praktisk
Miniferien kan bookes som basis-model, hvor telt kan lejes (tipi, telt eller hængekøje kan lejes, også pr. nat hvis du vil prøve at sove ude fx en enkelt nat) eller som en plus- eller deluxe udgave med henholdsvis hytte eller B&B/hotel.

Alle måltider sørger Nicus Nature for. Det bliver lækker, sund og frisklavet mad, gerne lokalt og økologisk, og det forventes at alle hjælper hinanden med tilberedningen og oprydningen.

Transport til og fra campen står man selv for, men afhentning på Svendborg Station kan arrangeres. Campingafgifter er ikke en del af prisen på campen.