Øhop – i kajak

Kajak-adventure i Øhavet, to dage

På denne tur tager vi ud i kajakkerne og besøger en ø eller to, alt efter strøm, vind og vejr. Det Sydfynske Øhav, som snart bliver en UNESCO Geopark, er oplagt at udforske fra vandsiden. Når du kommer ned i kajakken går du helt ned i gear, bliver nærværende og oplever verden omkring dig på en helt ny måde. Marsvin, fugleliv, sæler og udsigt til de mange øer.

Øhop i kajak er “slow travel” men high energy!

Ved ankomsten gennemgår vi programmet for turen, lære hinanden at kende mens vi pakker ned og finder det rette grej, der passer til dig. Dernæst tager vi ud i fælles flok. Dette er ikke et kursus men en guidet tur, så undervejs på turen gør vi stop og fortæller historier og anekdoter fra området, taler om hvad man skal huske på og tænke over, når man bruger sin havkajak til længere ture og nyder måske synet af et par marsvin eller en nysgerrig sæl.

Vi overnatter på en ø, laver mad i fællesskab over bål eller primus og drikker måske et glas medbragt rødvin mens vi nyder den lyse aften og nat.

Om morgenen laver vi igen fælles morgenmad, pakker ned og øver os igen i at få pakket kajakkerne rigtigt. Så tager vi af sted retur mod Vindebyøre, måske af en ny vej eller måske den samme – alt efter vind og vejr. Men alting ser anderledes ud, når du vender kajakken, så dagen bliver igen fyldt med oplevelser, hyggelige pauser og pitstops.

Indhold:

  • To dage i kajak
  • Instruktør og guide
  • Arrangeret telt/overnatning
  • Al forplejning – dog undtagen snacks, slik og lignende
  • Kajakker, veste, pagajer
  • Dragter og udstyr
  • Rednings- og førstehjælpsudstyr
  • Klimavenlig rejse og nye venskaber

Varighed: Kl. 9:30 på dag 1 til ca. 18 på dag 2 – tidspunktet variere alt efter vind og vejr.

Mødested: Nicus Nature, Vindebyørevej 31B, Tåsinge, 5700 Svendborg.
Datoer: Turen kan bookes på de valgte datoer eller på selvvalgte datoer. Der skal du blot samle min. 6 deltagere.

Medbring:

  • Sovepose, underlag og udstyr til en overnatning (tøj og toiletsager)
  • Badetøj og håndklæde
  • Drikkedunk
  • Snack, slik m.v. efter eget forbrug og behov
  • Godt humør

Forudsætninger: Du skal føle dig tryg i en kajak og som min. have gennemgået et intro-kursus i kajak hos os eller hos en anden kursusoperatør. Aldersgrænse 14 år.

Praktisk: Før turen modtager du en pakkeliste med forslag til, hvad du kan pakke ned til turen. Vi mødes kl. 9:30 på afrejsedagen og er først hjemme sent på dag 2. Så du kan med fordel tage en nat til på campingpladsen Svendborgsund Camping eller hos en af de hyggelige lokale B&B, som vi samarbejder med!